Guides

Hvordan brygger man AeroPress

Den komplette guide til brygning af den pefekte kop AeroPress kaffe - klik dig ind og lær hvordan du kommer igang med AeroPress kaffe brygning.

28. juli 2021 08:32

Den komplette guide til brygning af AeroPress kaffe

En bryggemetode der er nem at have med at gøre, og brygger en fantastisk kop kaffe hver gang? Så er svaret AeroPress. AeroPress bryggemetoden er en af de letteste metoder at brygge, og så er det svært ikke at brygge en lækker kop kaffe, hver gang.

Hvis du vil skippe forelæsningen så scroll ned på siden til bryggeguiden

AeroPress karakteristik: Lav bitterhed, lav syrlighed, espresso- og americano lignende bryg

 

Først lidt baggrund

AeroPress er en relativ ny opfindelse, som første gang blev produceret i 2005 af den Amerikanske opfinder, Alan Adler. AeroPress er fremstillet af plastik, den er let, transportabel og nem at rengøre. Med AeroPress bryggemetoden bliver vand og kaffepulver mikset grundigt sammen i et kammer, hvor der efterfuldt bliver placeret en plastic tube med en forseglende gummiring oven på, som langsom presser kaffen igennem et filter, ned i en kaffekop. Dette skaber et relativt højt tryk, og eftersom et højt tryk øger ekstraktionen (læs mere om kaffe ekstraktion her), så tillader det en hurtigere brygning end f.eks. stempelkaffe eller pour-over.

Denne hastighed inklusive det høje tryk, har givet AeroPress maskinen et ry som en espresso maskine, og selvom der er ligheder, så brygges der altså ikke et ægte skud espresso med f.eks. samme crema. Men på trods af det, så brygger AeroPress fantastisk kaffe, fylder stort set ingen ting, og er oven i købet meget nem at rense.

 

Så hvad er en AeroPress helt præcist?

En AeroPress består af et slags plastikrør, og kommer med en rørepind, en ske, en filterholder og en masse filtrer. Plastikrøret er delt op i to stykker, et topstykke og et bundstykke. Bundstykket anvendes som beholder til vandet og kaffepulveret, mens topstykket anvendes som en slags prop til at presse kaffen igennem filtreret. Rørepinden anvendes til, som du nok allerede havde gættet, at mikse kaffepulveret og vandet sammen – det er nemlig vigtigt at kaffepulveret er helt gennemblødt med vand når der brygges. Og til slut har vi filterholderen samt filtrene – et filter placeres i holderen, og holderen skrues efterfølgende på plasticrøret.

Hvad angår filtrene, så anbefaler vi generelt set, uanset om det er AeroPress eller pour-over, at filtreret først bliver gennemblødt med lidt kogende vand. Dette sørger for at der ikke kommer noget smag fra filteret i kaffen, men vigtigst af alt, så sørger det for at filteret holdes ordentligt på plads i filterholderen.

 

AeroPress bryggeguide

Sådan brygger man AeroPress (den normale metode)

På siden af din AeroPress kan du se indikation af tal, hvilket indikerer antallet af kopper kaffe. Det man skal være opmærksom på med en AeroPress er, at kaffe er relativt stærk, lidt ligesom en espresso, hvorfor man altså skal fortynde det med varmt vand efter brygning.

Trin 1.
Indsæt filteret i basen af filterholderen, og skyld igennem med kogende vand. Dette sørger både for at vi renser filteret for en papirsmag, men det sørger også for at filteret sidder fast på holderen.

Trin 2.
Sæt filterholderen fast på plastikbeholderen (plastikrøret) og placer den oven på et krus

Trin 3.
Mal 14 gram kaffe og hæld det i beholderen Det er altid bedst med friskmalet kaffe. Finheden skal være en mellemting mellem fin og medium.

Trin 4.
Hæld 220 ml varmt vand i beholderen Hvis ikke du har en vægt, så hæld op til 4-tallet. Vandet skal gerne være omkring 92 grader, men hvis du ikke har en temperaturmåler, så vent cirka et minuts tid efter vandet har kogt.

Trin 5.
Brug rørepinden til at røre kaffepulveret og vandet grundigt sammen i cirka 10 sekunder, og placer efterfølgende topstykket ovenpå

Trin 6.
Vent 2 minutter, og pres efterfølgende topstykket ned Det kræver lidt tryk at presse vandet igennem filteret – dette trin vil tage cirka 30 sekunder. Pres ikke alt for hårdt, da det kan øge trykket for meget, og derfor gøre processen endnu langsommere.

Trin 7.
Fortynd kaffen efter behov og nyd! Som tidligere nævnt, så er en AeroPress bryg relativt stærkt, hvorfor vi anbefaler at fortynde kaffen efter behov.

 

Sådan brygger man AeroPress med den omvendte metode

Metoden vi netop har gennemgået, er den officielle metode som vil fremgå af instruktionerne fra din AeroPress, men der findes faktisk en alternativ metode som kaldes ’inverted AeroPress method”.

Med den normale metode, så er beholderen placeret med filteret ned af på en kop, hvilket betyder når vandet hældes i beholderen, så begynder kaffen at trænge igennem før du tilføjer tryk.

Med den omvendte metode, så vil man indsætte topstykket på forhånd, og vende apparaturet rundt, således bundstykket (dvs. beholderen til kaffe), bliver topstykket. Filterholderen placeres altså først til sidst, efter vand og kaffepulver er blandet sammen, hvilket betyder at du ikke oplever at kaffen langsomt siver igennem, før du er klar til brygning. Når du er klar, så vendes hele apparaturet endnu en gang oven på kaffekoppen, og du kan fortsætte brygningen på samme måde som den originale metode.

Formålet med den omvendte metode er bedre kontrol i forhold til kaffen og vandet – i og med kaffen ikke begynder at sive igennem filteret med det samme, så kunne du godt brygge kaffen i længere tid om du havde lyst.

 

Finheden af kaffe

Normalt anbefales der en relativ fin maling af kaffen, lidt grovere end espresso. Med sådan en finhed opnår man en forholdsvis koncentreret kaffe, hvilket man ofte vil fortynde med vand, ligesom når man laver en Americano.

Anvender du derimod en lidt grovere maling, f.eks. en medium maling tilsvarende en pour-over brygning, så vil du opnå en mindre koncentreret kaffe. Ulempen er selvfølgelig at det er knap så økonomisk, da du går fra måske 3-4 kopper kaffe (efter fortynding), til 1-2 kopper.

 

Variationer og eksperimentering med AeroPress

Med Aeropress, ligesom mange andre bryggemetoder, er der en rimelig grad af frihed til at tilpasse opskriften efter egen smag. Hvis du ønsker en endnu stærkere kaffe, så kan du brygge kaffen i længere tid hvilket vil give dig en højere koncentration. Hvis du derimod ønsker en mildere kaffe, så kan du prøve en grovere maling af kaffebønnerne. Du kan også prøve forskellige brygge ratioer af, f.eks. 13, 14 eller måske 15 gram kaffe til 220 ml.    


Andre indlæg fra Guides

Din indkøbskurv er tom